Har du glutenallergi uden at vide det?
Mavesmerter, diarré eller træthed. Måske har du glutenallergi? Eksperter skønner, at 50.000 er ramt – 40.000 uden at de ved det.
Sådan lød overskrifterne i BT i dag, og det fik mig til at tage avisen med hjem og nærlæse artiklerne. Artiklerne citerer bl.a. overlæge og professor ved Odense Universitetshospital, Steffen Husby: I Danmark ved man med sikkerhed at 10.000 har glutenallergi (cøliaki). Det er en sygdom hvor gluten nedbryder tarmene. Men i virkeligheden er tallet meget højere, ud fra skøn fra finske og svenske undersøgelser bør man gange det danske tal med fem. Sygdommen giver luft i maven og diarre når man har spist f.eks. franskbrød, men kan også give vægttab, ledsmerter, træthed og tristhed, hvis den ikke bliver behandlet med glutenfri kost. Ved cøliaki bliver tarmen langsomt nedbrudt hvis man indtager gluten, derfor må patienterne holde sig til en strengt glutenfri diæt. Cøliaki er den alvorligste lidelse der relaterer sig til gluten, men ikke den eneste. En række mennesker er ”sensitive” over for gluten og kan få irritabel tyktarm ved gluten-indtag som kommer til udtryk ved forskellige maveproblemer. Her varierer det fra person til person, hvor sensitive de er for gluten og så bliver tarmen ikke decideret nedbrudt, som hos en person med glutenallergi. Det vides ikke hvor mange danskere der findes i gruppen af glutensensitive, men der er måske tale om et sekscifret tal.
Hvorfor får denne artikel om cøliaki og glutensensitivitet så meget omtale her hos Histaminintoleranceforeningen? Det kan meget vel være at en del af os med histaminintolerance har en underliggende glutensensitivitet eller måske endda en uopdaget cøliaki, og eftersom denne sygdom ødelægger tarmslimhinden i tyndtarmen så vil produktionen af diaminoxidase, laktase og andre vigtige enzymer blive hæmmet og herved forårsage histaminintolerance, laktoseintolerance eller nogle af de øvrige fødevareintolerancer.
Så derfor kan der være en god grund til at blive undersøgt for cøliaki/glutensensitivitet hvis du reagerer på hvede. Viser det sig at du har cøliaki eller er glutensensitiv, så kan du endda håbe på at en glutenfri diæt normaliserer tarmslimhinden, øger enzymproduktionen og fjerner histaminintolerancen.
Her på hjemmesiden kan du også finde mere information om cøliaki og glutensensitivitet.