Om HMNT

I Schweiz har de en meget omfattende hjemmeside om histaminintolerance http://www.histaminintoleranz.ch . Der har jeg bemærket at de også taler om en kronisk histaminintolerance – HNMT typen. Jeg ved ikke hvor meget videnskabelig udredning der har været på denne type, men teorien er interessant, det kunne måske forklare nogle af de forskellige symptombilleder som kan afhjælpes med histaminfattig kost.

Jeg har oversat nedenstående fra den schweiziske hjemmeside, hvis du er interesseret (og kan tysk) så gå til hjemmesiden for mere info.

To nedbrydningsruter for histamin
I den menneskelige krop er der to nedbrydningsruter for histamin. Den ene sker via diaminoxidase (DAO), den anden via histamin-N-methyltransferase (HNMT). Ofte bliver histaminintolerance defineret som en reduktion i aktiviteten af diaminoxidase (DAO). Herved overser man, at en svækkelse af histamin-N-methyltransferase (HNMT) også kan føre til intolerance over for histamin.

To typer af HIT: akut og kronisk form
På grund af de forskellige roller som de to histamin-nedbrydende enzymer (DAO, HNMT) har, kan man forudsige to forskellige typer af histamin intolerance med forskellige symptomer: En akut form (DAO typen) og en kronisk form (HNMT typen).

Fordeling af opgaver mellem DAO og HNMT: Hvilket enzym arbejder hvor?
DAO er et ekskretorisk enzym, som primært udskilles af tarmslimhindens celler. DAO nedbryder histaminet i mavetarmindholdet allerede inden det optages i kroppen og herved forhindres histamin i at blive optaget i kroppen i for store mængder. HNMT er et intracellulært enzym som findes inde i kroppens celler, især i leveren, hvor det nedbryder histamin.

Blandingsformer
For hvert af de to enzymer er der flere kendte genvariationer (polymorfismer), som reducerer enzymaktiviteten i forskellig grad. Derfor er det også muligt med blandingsformer mellem DAO og HNMT typen hvor graden af enzymernes indflydelse kan variere. Det af de to enzymer der er hårdest ramt, påvirker symptomer, tidslinje, omfang og typen af symptomer.

Tidsforløbet: sammenligning mellem akutte og kroniske former
Ved DAO typen (det akutte forløb) stiger mængden af histamin i kroppen hurtigt og falder derefter hurtigt igen. Ved HNMT typen stiger histaminmængden efter et enkelt måltid ikke ret meget i forhold til hos raske personer. Men den manglende evne til at nedbryde histamin i kroppen medfører at histaminmængden i kroppen kun falder langsomt. Ved det næste måltid bliver den nye histamin dosis tilføjet til histaminmængden og dermed stiger det fra dag til dag, indtil der endelig efter flere dage opnås en ligevægtskoncentration, hvor henholdsvis nedbrydning og optagelse af histamin har nået en ligevægt.

Symptomer ved den kroniske form (type HNMT)
De akutte og kroniske former for histaminintolerance adskiller sig ikke kun i intensitet og tidsforløb. Også symptomerne er forskellige. Dette kan forklares ved den forskellige fordeling af de to enzymer i forskellige organer, vævsstrukturer og celletyper. De fleste celler producerer både DAO og HNMT. Men mængden varierer betydeligt afhængig af organ eller celletype. I det centrale nervesystem (CNS), i lungeslimhinden og i huden er den vigtigste nedbrydningsvej via HNMT. Ved en nedsat funktion af HNMT er det derfor disse organer, især hjernen, der har tendens til at være særligt hårdt ramt. I den akutte form (DAO typen) dominerer til gengæld mavetarm symptomer og hjerte-kar-symptomer.

Diagnose
Ved den kroniske histaminintolerance er diagnosen sværere for lægen end ved den akutte form.. Derfor vil den kroniske form ikke kunne diagnosticeres ved lægen, men ved at patienten selv prøver histamin-eliminations diæten og samtidig fører en fødevaredagbog. Lægens rolle begrænser sig til at gøre patienten opmærksom på muligheden for HIT og at udelukke andre sygdomme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *