Hej Connie
Det er godt at høre at du har haft stor glæde af den histaminfattige kost, det er et tydeligt tegn på at du har histaminintolerance. Rent diagnosemæssigt så er det faktisk måden at diagnosticere histaminintolerance i Danmark. I Tyskland og Østrig kan man hos allergilægen få taget en blodprøve, men der er pt ingen danske laboratorier som undersøger indholdet af histamin og deaminoxidase i blodet. For at slå diagnosen fast med syvtommersøm så prøv evt af med nogle af de "forbudte" fødevarer og observer reaktionerne.
Spørgsmålet er så, om du også har en anden fødevareintolerance eller allergi oveni. Jeg har læst at hovedparten af os med histaminintolerance også har andre fødevareintolerancer.
Som du også har set under "øvrige fødevareintolerancer" så har jeg listet en kort beskrivelse af de enkelte intolerancer. For de fleste af dem kan du finde uddybende information på Food Intolerance Network.
Salicylsyreintolerancen, som jeg selv døjer med, har jeg fundet info om på andre netsider bl.a. http://www.salicylatesensitivity.com.
Når man har salicylsyreintolerance reagerer man oftest også kraftigt på medicin med acetylsalicylsyre i som for eksempel aspirin, albyl, kodimagnyl mm og ofte også beslægtede præparater som ibuprofen.
Fødevarer med højt salicylsyreindhold falder til en vis grad sammen med de histaminrige fødevarer (herunder vin og øl). Dog har frugt, visse grøntsager (herunder drueagurker) og krydderier også højt indhold af salicylsyre.
I en tysk artikel (se under nyttige links) står at formodentligt 2% af befolkningen døjer med salicylsyreintolerance. Herhjemme er denne intolerance praktisk talt ukendt, denne hjemmeside er den første på dansk hvor salicylsyreintolerance er nævnt.
Fruktosemalabsorption forekommer langt mere hyppigt, så prøv også at læse mere detaljeret om denne fødevareintolerance på Food Intolerance Network.
Endelig er der også nogle former for medicin som frigiver histamin, jeg arbejder på at få en liste over præparaterne op på hjemmesiden.
Vedrørende diagnose så er det en udfordring at finde en læge som har interesse for fødevareintolerancer. Jeg har også selv konsulteret speciallæge Anne Buus i Århus, og denne kontakt har bl.a. ført til et samarbejde om at udbrede kendskabet til histaminintolerance, hvor denne hjemmeside er det første af produkterne.
Jeg ved ikke om det er muligt at søge lægehjælp syd for grænsen, der er langt mere fokus på fødevareintolerancer i Tyskland.
Der er også alternative firmaer som skriver at de kan diagnosticere histaminintolerance, jeg er dog skeptisk overfor metoderne f.eks måling af immunoglobulin G, da det er ikke videnskabeligt påvist at histaminintolerance kan påvises denne vej (det er jo ikke en allergi, men et overskud af optaget histamin fra maden, der giver symptomerne).
|